Tid

Skrevet her i juli 2018. Opdateret nederst den 19 juli.
Det er tid til, at give slip og komme videre. Man skal vælge sine kampe med omhu. Jeg håber, at der en dag bliver gjort op med Landsforeningen diskrimination og stigmatisering i medierne, rædselsfuldt.
Jeg tror på, at der kommer den dag. Jeg er ikke den eneste, der er dødtræt af deres ødelæggende entydigt retorik. En nedbrydende retorik, der rammmer nogle af os rigtig hårdt. Der må kunne være plads til os alle. Min hjemmeside er brugt til, at sætte ord på mit indre kaos og afmagt som jeg har oplevet pga. en yderst ubehagelig rammeforståelse for, hvordan jeg skal mødes som menneske, fordi jeg er autistisk. Der har været så meget kaos. Og nu er tingene ved, at komme i balance igen. Jeg er autistisk, men både min datter og jeg skal have andet input i livet end diagnoser.
I dag har vi været ude i Stockholm, hvor vi er mødtes med min bror, musikker,og hans to børn. Det er mange år siden, at jeg har haft kontakt med familie. Men min halvbror og jeg fik kontakt fornyeligt. Sidst vi så hinanden var jeg 14 år. Vi har fælles far, svensk. Det har været en suveræn fantastisk dag og ungerne kom så fint ud af det samme. Jeg så min datter kunne være sig selv og der var bare en så god kemi. Ungerne er kreative, musikalske og fantasifulde. Kvikke og der var plads til min datter og hendes fantasi. Den ene er otte år, den anden ti og min datter bliver 9 år. Det fungerede bare mellem dem:) 
Min datter sagde i begejstring igår, mor man skal se verden. Det er bedre end skolen og alt andet. Man skal ud, mor. 
Ja, man skal ud og omfavne verden, mærke sig selv. Jeg er autistisk, min datter er autistisk, men vi skal ikke leve vores liv efter bestemte rammer og forforståelse for hvem vi er som mennesker, man skal skabe sit eget fundament. Både temple grandie og Anita siger i et interview, at de er glade for, at de først fant ud af, at de var autistiske senere... for ellers var de aldrig fået den uddannelse de har og de oplevelser. Jeg selv var aldrig blevet sygeplejerske... der er fordele og ulemper ved alt. Jeg kommer hele tiden i tvivl om min datter skal udredes. Jeg er bange for, at hun vil blive reduceret som det skønne og alsidigt menneske hun er. Det er ikke et holistisk menneskesyn, der præger landsforeningen i deres formidling om autisme til samfund. Så jeg kommer i tvivl. Men en diagnose er ikke kun et spørgsmål om mennesker skal have professionel hjælp og støtte. Det er i bund og grund også et spørgsmål om sin egen selvforståelse.Hvori der kan ligge er behov for diagnosen. Selv om du ikke har brug for de professionelle i din hverdag. Den kommende tid vil vise, hvilke retning min datters behov for udredning bliver. Men jeg er bekymret for teenageårene...ikke hende, men for omgivelsernes accept og respekt af hun er anderledes.Jeg har fået en masse ting ud, tudet, været så vred og afmagtet, da jeg startede med, at skrive på siden. Det har sku været god terapi:)  
Min nye chef ved godt, at jeg har en “GUU diagnose”. Jeg skulle lige finde mig selv på jobbet før jeg fortalte det. Og det er ikke er problem. Hun har sagt til mig, at jeg skal komme til hende, hvis jeg får behov for vi kigger på rammerne for mit arbejde. Det har jeg ikke. Jeg har udemærket rammer.
Jeg har et behov for, at man forstår hvorfor jeg er lidt anderledes. Og at jeg er “blevet” ekstrem firkantet med mine arbejdstider. Jeg går, når jeg har fri og det skal være på klokkeslæt. De sidste tyve minutter inden sørger jeg får, at få uddelegeret m.m. Og jeg skal nok få uddelegeret opgaverne.Egenlig strukturerer jeg løbende fra jeg møder ind til jeg går. Det er nemt, men det var det ikke førhen. Jeg gav ikke altid slip på opgaver og tog flere opgaver til mig end jeg kunne overskue. Samtidig med jeg er perfektionist i mit arbejde. Nok ikke så meget nu som jeg har været, min hjerne vil ikke det, den har kunne. Og det accepterer jeg nu. Men i de timer jeg er på, så passer jeg mit arbejde 100 % men ikke 200% mere:) og helt ærligt jeg  har aldrig i længden kunne holde til 200%... Når jeg har fri, så har jeg fri. Jeg har et barn som jeg skal hjem til. 
Jeg  har kontakte en anden psykiater med ekspertise indenfor autismeområdet end den jeg tidligere har nævnt. Og der er mulighed for tid i januar... der er sku lang tid til... Jeg har tidlige kontakte psykiateren, men mistet modet pga. dårlig erfaringer og uløste ting fra tidligere. Jeg er konstant i tvivl( tvivl er min trofaste følgesvend) om jeg orker et udredningsforløb efter alt det der er sket.  Men der er et behov for, få hjælp og støtte til, at få sammenhængende helt på plads. Få tingene på deres rette hylder.    Jeg har et barn...Og jo mere jeg selv får sat tingene på plads jo bedre kan jeg støtte hende.