T.B.U.P.

Opdateret 16 august 2018.
Tølløse børne og ungdomspension var tilknyttet bispebjerg børnepsykiatri under speciellæge i børnepsykiatrien Tove Aakrog. Hun har skrevet adskillige bøger og har været i tæt samarbejde med speciallæge i børnepsykiatrien Ole Sylvester Jørgensen.
Jeg var engang til en session med en psykiater og da jeg fortalte ham om oplevelser fra stedet og den manglende støtte og forståelse, der var plus overmedicinering m.m. så vendte han det "hvide ud af øjne" og fnøs af mig. Han afbrød mig gentagende gange og fortolke videre på det, så det blev vendt til, at jeg havde fejltolket og nok var lige lidt usand i mine fortællinger ( patalogisk løgner) Jeg er måske mange ting... I don’t know... Autisme og generaliseret angst... Jeg har altid følt mig anderledes, men det havde jeg sku ikke set komme... Så hvad ved jeg, men patalogisk løgner har jeg aldrig været. Tølløse børne og ungdomspension var et yderst nedbrydende sted og Tove aarkrog overmedicinerede med antipsykotisk m.m. Hun var måske en meget anerkendt overlæge, respekteret i psykiatrien, sikkert også en god mor og ven... Men for nogle af os repræsenteret både hun og stedet et rent helved på jorden.
Jeg sætter hermed et links til en kvinde, der i denne artikel fortæller om stedet og hendes oplevelser. http://www.barnasrett.no/Artikler/matildes_historie.htm
Hun er af en noget yngre årgang end mig. Jeg boede der på et tidspunkt, hvor halvdelen af personalet ikke var uddannet, men i familie med hinanden og hvor alle boede i lokal samfundet. Trods den meget udbredte brug af medicin til børn og unge, så var det først, da jeg var 16 år, at der blev ansat en sygeplejerske, der arbejdede ind på bispebjerg børne og ungdomspsykiatrisk afdeling. Og blev tilknyttet arbejdsdage på pensionen. Iøvrigt en fantastisk mandelig sygeplejerske med hjertet det rette sted:)
Andre udtalelser omkring stedet fant jeg på en tråd fra gamle "elever" fra stedet, der søgte kontakt hinanden. Her er der en der omtaler overmedicinering, tæsk og sexuel krænkelser...
 
" Boedede ialt 5 år på pensionen.
Jeg kan fortælle om tæsk, overmedicinering og seksuelle krænkelser".

Laugesen  ( https://www.sol.dk/debat/t%C3%B8ll%C3%B8se-b%C3%B8rne-og-ungdomspension )
 
Jeg har gået eller rettere sagt følt mig tvunget til samtalesessioner med Tove Aarkrog og der var ingen tillid eller andet, der blev skabt i et rum med hende. Og uden at lyde alt for dramatiseret, så var det som, at sidde foran karakteren fra Gøgerede "Oversygeplejerske". Det var koldt og ubehageligt. Jeg sagde ikke noget og hun sad tavs og kiggede på en. Jeg var også hos to andre under mit ophold, også på Bispebjerg børne og ungdomspsykiatrisk afdeling.  Den ene ham gik jeg hos nogle få gange. Men ingen diagnose. Da jeg boede på børnehjemmet i nærum gik jeg hos en psykolog inden på Rigshospitalet. Der var jeg nogle få gange. Det havde jeg prøvet før, da jeg gik i anden klasse, også på Rigshospitalet, hvor jeg blev observeret, imens jeg skulle vælge noget at beskæftige mig med. Jeg husker det tydeligt. Jeg valgte en bondegård, hvor jeg kunne stille dyrene op på række... Jeg synes det var sjovt. Første gang jeg fik en diagnose var i 2016. 
 
Pædagogien man anvendte på stedet, var konsekvenspædagogi..Jeg kunne ikke vågne om morgen. Og man fik en opvask tildelt for hver 5 minutter man kom forsent. Det hed senest kl 7 ved morgen bordet. Og det havde minus effekt på undertegnet. Jeg kunne jo ikke vågne mere af den grund om morgen. Så som straf satte de til hver minut efter kl syv. Jeg havde langt over hundrede opvaske... den regel droppede de og ændret til hver kvarter. En gang imellem  sagde de jeg vil få en chance til, at starte forfra, så slettede de “regnskabet”, men det løste jo ikke ligefrem mit problem med, at vågne... De trak også i ens lommepenge, når du kom forsent i skole, ikke tog den rengøringsopgave man var tildelt hver dag. Så jeg fik sådan set aldrig lommepenge. Men så hændte det, at noget af personalet rulle lidt hjemmerul af cigaretter til mig eller købte en pakke cigretter, uden det blev sagt eller vist til de andre:) Det var to af de mandelig ældre personale. de to var vi alle glade for. Den ene lugtede en del af snaps tiltider, men han var så omsorgsfuld og sjov, så det betød sku ikke noget. Den anden var også omsorgsfuld og sjov. De to gav ikke kritik eller sure miner, men kunne brumme lidt, men ellers så var den ikke længere. Det kvindelig personale, deres sure miner overfor en, kunne ofte vare til de mødt ind til de gik igen. Det var foreksempel når man ikke var kommet op om morgen og kommet i skole.
Der var ingen fast støtte, at hente til, at komme op om morgen. der var en enkelte pædagog, der en dag hjalp mig op og brugt lang tid på, at vække mig. Og hun sagde faktisk til mig, da det lykkedes, at det var måske noget de skulle gøre fremadrettet, men det blev ikke til noget. Istedet opfattede man mig som dovne og jeg blev tit mødt med sure miner og kritik, når jeg endelig kom op om morgen. Hvilket var kl 10 og efter. Jeg havde ingen problemer med at sove, men med, at vågne og det varede ved helt ind til slutning af tyverne, hvor det aftog med tiden. Lige det med ikke, at vågne har været et helved. For tro mig, så ville jeg faktisk gerne vågne og op til tiden... Men jeg kunne ikke. Jeg fik ikke en diagnose, men den sidste periode af min tid på stedet, der fik jeg medicin Nozinan og jeg fik frygtlige bivirkning, sløvhed og tremor. Jeg kunne ikke holde på et glas uden at ryste. Jeg kunne ikke hænge sammen. Og jeg fik det psykisk dårligere, men heldigvis kom min mor mig til redning. Og det skal siges, at det havde jeg ikke forventet. Men det gjorde hun og fik mig væk fra stedet i tide. Måske er Grunden til, at jeg ikke fik medicin tidligere, den Kunne skyldes  min mor.  Jeg ved det ikke. Det er fortolkning, men der gik over to år før jeg fik medicin i forholdet til mange af de andre. Derudover så fik jeg det heller ikke på Bispebjerg ungdomspsykiatrisk afdeling inden jeg kom videre til pensionen. Men tro mig det var der mange andre, der gjorde. Og det var frygteligt.
 Aarkrog og Nils Larsen havde planer om, at sende mig et andet sted. Og jeg har tidligere nævnt hvilke type sted og har slettet det igen. det gør for ondt, at tænke på.
Med tanke på mange af de, der boede der, hvordan de synet hen, når de fik medicin, så har Tove Aarkrog intet, at være stolt over. Og hun fortjener langt fra den respekt og anerkendelse som hun har fået tildelt og forsat har i børnepsykiatrien.Hun er dø nu og men T.B.U.P. er der stadigvæk. Og ja, der var sexuel krænkelser både børnene imellem og da jeg boede der, var der en medarbejder over de trevide år, der blev fyret. Han forsvandt i sine nattevagter op på en af pigernes værelse. Hun var nok 15 eller 16år på det tidspunkt. Det hed sig, at det var af egen fri vilje og det var hende, der havde forført ham... Der blev fundet undskyldninger for hans handlinger fra personalet. Han var iøvrigt nevø til en anden medarbejder. Og nej jeg lyver ikke, når jeg fortæller om det.
 
Jeg var kravafvisende, da jeg boede det. jeg kom aldrig hjem til, når jeg skulle og forlod stedet, når jeg ikke måtte. Jeg havde været heldig, at få en veninde på en skole jeg på. Og hun havde en større vennekreds, en årgang yngre samt lærte jeg også andre, at kende gennem hendes ene storbror og kæreste. På den måde blev jeg tilkoblet det sociale udenfor pensionen Jeg fik også min første kærste. med tiden fik jeg mindre og mindre social med de andre på pensionen. Iøvrigt boede jeg i en af villahusene, og jeg var heldig. Drengene jeg boede sammen med, var ældre end mig. de var enorm søde, stille og rolige. De var også nogle rigtige nørder, nogle af dem. De elskede, at spille rollespil - eventyr. Også var de også meget begejstret for, at spille skak med mig. der gik sport i det. Fordi jeg var pige og jeg vandt:):) Jeg var god til skak, da jeg var barn. en af min mors venner havde hevet mig ned i hans skakklub, da jeg som 1o år, havde slået ham i skak mere end en gang. Jeg må dog lige understrege, at der var andre på pensinonen, vis evner for skak jeg ikke selv kom i nærheden af. Jeg var god, men ikke tilnærmelsesvis noget talent. Idag kan jeg ikke koncentere mig om et skakspil, desværre. de var søde, drengene. Nogle af dem elsket, at lytte til musik i timer og bare sidde og fortælle om musikken imens pladerne spillet. Og det synes jeg var hyggeligt. Det gjorde min mor også i hendes gode stunder. Sætte opera på eller andet klassisk musik, hvor hun vil sidde og fortælle om musikken. Hun gik på musikkonservatoriet, da hun var nitten. Kunne spille klaver og tuba.  Jeg elskede, at sidde og lytte til musikken og hende, der fortalte. Jeg elskede “Porgy og bess samt den flyvende hollænder”, da jeg var barn. Dog var ikke noget der kunne overgå kaj og Andrea synge på et kassettebånd  “når vi snakker bagvendt, så lyder det så skægt”:D Der blev spolet tilbage konstant hver gang sangen var slut og startet forfra. Jeg elskede den sang. Jeg synes stadigvæk den er herlig:) Stemme hos dukken Andrea var ikke altid lige behagelig for ørene...når jeg så dem på fjernsyn.Jeg var nok mere en kaj-fan:)
 
vi havde ikke alt den ballade, som de havde i de andre huse.Men det hed sig også, at det var heller ikke alle, der kunne flytte over i huset. Vi havde forstanderen Nils Larsen til, at komme til “på besøg” Fordi der var behov for opsyn og støtte til personalet. Fordi vi var noget selvstyrende og ikke lige medgørlig altid. Vi var ikke råbende eller argressive. Vi havde bare vores mening og holdninger. Det var ikke “os mod personalet”stil. Vi var hver i sig bare sådan i vores karakter. Men nogle af drengene flyttede. De blev myndige. Også kom der nye. det var ikke det samme selskab. Nogle var børn i ni til 12 års alder. Andre havde man heller ikke så meget tilfælles med. Også var der os, der ofte var ude af huset med venner i byen. Så jeg var heller ikke så meget hjemme i huset. I længden var det sku så deprimenerende og nedbrydende, at bo der. Jeg havde det svært med, at bo der. Og samtidig var jeg også følelsesmæssigt tilknyttet stedet.