Autistisk socialpædagog og mor, der fortæller om at kunne forstå ironi og andre ting, hun ikke burde kunne.
En autistisk herre, aktiv i aspergerforeningen skrev et meget velargumenteret oplæg, hvor han er godt træt af, at høre om autistiske mennesker ikke kan manipulere m.m.https://whitfield.dk/har-autister-superkraefter/
Jeg selv er ikke god til det, men jeg kan godt. Jeg kan godt lyve. Jeg gik dog altid til bekendelse, da jeg var barn.Jeg har også stukket en lille hvid løgn i nu og næ.Især da jeg var yngre og ikke kunne overskue en aftale.  Dog er der lige en detalje og det er, hvis du spørg mig om min meninger og holdninger, så får du som regel et direkte svar uden de store forbehold. Jeg kan holde igen i visse situationer, hvilket jeg har tillært mig. Nogle gange får du også min mening uden du spørg..Og det har ikke altid være lige heldigt. Det er ikke alt man skal ytre sig om. Jeg har oplevet af chef, at få fortalt, at jeg var meget direkte og måske tone det lidt ned.  Med undtagelse af en enkel gang eller to gennem 11 år, så er det sagt med et smil og grænsen er blevet sat på respektfuld måde overfor mig. Også har jeg fået projekter, hvor jeg har haft  medindflydelse på struktur i en eller anden forstand. Det ender jeg altid med:) ( min hjemmeside er rodet, I know...:) )Det er nemlig, når jeg på arbejdet oplever manglende struktur, at jeg ikke kan holde kæft, selv om jeg prøver. Jeg kan virkelig ikke holde kæft... Og det er ikke så skide smart altid...ens kollegaer kan også føle sig ramt... Jeg har heller ikke kunne tie stille, når jeg synes noget relateret til projekter gik for langsomt...
Har jeg gennem mit liv været et røvhul overfor andre, så som privat omgangskreds eller andet, ja det har jeg. Og det er jeg ikke særlig stolt over. Og der har også været dem, der synes min direkthed lige var for meget...Og det har den også været, hvilket gør mig ked, at tænke på.
At folk oplever at de har en renere hjerne fordi de er autistiske og har et sandhedsserum af en hjerne. Det er jo fantastisk. Og det skal man værne om. Men det gør sig nok ikke lige gældende for os alle.
jeg er ikke helt enig med ham i autisme og et medfødt handicap for alle, men derfor kan han godt have ret. Hvad der giver mening for den ene, behøver ikke at give mening for den anden. Jeg mener selv, at for nogle er et handicap situationsbetinget.
 
 
 
Et link til en tråd, hvor autistiske mennesker og forældre til autistiske børn fortæller, at autistiske mennesker godt kan lyve. Variationer og grader af løgne er individuelle.
 

Klarhed

(Skrevet juli, opdateret
juli2018)
I alt det indre kaos jeg oplevede hos psykiateren 2016, forsøgte jeg at tage kontakt til en anden autistisk kvinde. Jeg fik et meget omsorgsfuld svar. Hun havde givet sig tid til, at svare mig. Men jeg kunne ikke rumme det.Ironisk nok havde hun skrevet, at man som autistisk menneske får brug for alliancer med andre...Hun havde selv haft sine erfaringer med kommunen “ fagfolk” m.fl. mødermed "såkaldte neurotypiske fordomsfulde mennesker". Og ordet alliancer rystede jeg på hovedet af, hvad fanden skulle jeg med alliancer. Brevet var skrevet i starten af mit forløb og jeg var ikke forbedret på, hvad jeg havde i vente, langt fra.  Jeg havde bygget en tilværelse op, et trygt fundament for mit barn og mig. Et rum hvor jeg både kunne forsørge olivia økonomisk og følelsesmæssigt. Rammer som jeg havde kæmpet for og værnet om siden Olivia kom til verden. Forsvandt mine udfordringer i de år, nej selvfølgelig ikke.
En tilværelse, jeg ikke havde set, vil blive splittet ad. Men så kom det allesamme som en stormvejr, der bare tog til og til. Jeg mistede rettet til at blive betragte som ligestillet og ligeværdig. Jeg mistede min ret til, at blive mødt som et voksen menneske.
En anden kontakt jeg fik, var til en anden kvinde, rådgivning, vores mødre og opvækst, mange lighedspunkter, en samtale der varede to timer næste, hvor vi bare talte i munden på hinanden, for der var mange lighedspunkter... Og jeg fant en, der havde det samme rungende karakteristisk grin som jeg selv så tit har hørt for:) Varmhjertet og super sej mor, hun sagde jeg kunne ringe igen. Det gjorde jeg ikke, men den dag i dag er jeg dybt taknemmelig for den samtale og at der er autistiske kvinder, der tilbyder støtte og sparring.
 
Olivia ved nu hendes mor er autistisk. Tiden til, at hun selv bliver udredt, den kommer. Men lige nu skal der også være plads til ro fra alt det her diagnose halløj...lige nu tager vi en pause... Men hun bliver udredt. Det kommer der et behov for.
Mig selv, jeg oplever brikkerne falder på plads, når jeg læser asperger syndrom af Tony Attwood. jeg har GUU på papiret. GUU er ikke noget jeg finder så meget mening i. Er jeg sårbar, ja. Er jeg sentativ, ja. Og helt ekstremt, når jeg er så presset som jeg har været i de snart to et halvt år. Men jeg har ikke fejltolket den nedladenhed jeg har mødt, fordi jeg er sentativ. 
Sårbar ja, men jeg er også den, der i mit job med syge mennesker og pårørende i krise kan agere med faglig overblik. Og ja jeg bliver berørt i mit arbejde. Men jeg kan stadigvæk bevare overblikket. Jeg kan også  godt skelne mellem virkelighed og fantasi. Uanset hvor kaotisk jeg måtte lyde i min stress:) Men jo mere stresset jeg er jo mere nærtagende bliver jeg. Jeg kan tage min kampe med læger omkring tiltag til patienter/ klienter og hvor tonen kan være hård og skarp. Plejer storset altid efterfølgende at få et godt sammenarbejde med de læger. Og det betyder ikke at jeg har haft mere ret i de har. Men jeg er ikke så god til, at træde tilbage, når jeg har en oplevelse af manglende struktur i opfølgning på udfordringer hos f.eks. beboer. Min firkantethed i min fremtoning gennem årene er blevet opfattet som jeg er arrogant blandt nogle kollegaer. Og andre har jeg kunne grine sammen med. I mange henseender falder jeg igennem med min anderledeshed, og jeg skal bruge analytiske ressourcer i sociale sammenhæng. I de fleste social sammenhæng med jævnaldrende i grupper gennem livet har jeg altid følte mig malplaceret og usikker. Men i mit arbejde jo ældre jeg er blevet, oplever jeg at høre til og at folk respekterer og accepterer mig for min faglighed. Jeg har og er stadigvæk social kluntet, nok mere da jeg var yngre. Jeg er meget direkte og nogle gange får jeg ikke koblet mig på de korrekte sociale signaler. Det kræver mit fokus for at gøre det rigtigt. Men jeg har haft relationer og gode venskaber, men de er gået tabt fordi behovet for at skærme mig pga udmattelse har været for stort. Jeg har også haft dårlige venskaber, hvor jeg har været for naiv og til de venskaber, hvor jeg ikke gav plads til, at være menneskelig, hvor ens ord nu engang ikke altid er det samme som de handlinger man foretager sig. Jeg har været en ekstrem moralsk stivnakke. Da Psykiateren sagde at jeg lå i autismespektraet, blev jeg konfronteret med mit liv, min karakter. Og jeg var ikke klar til svarene. Jeg gik der seks gang en gang hver måned og jeg blev ikke klogere på mig selv. jeg øvede mig i hvad jeg skulle sige gøre til hver session... fordi jeg var fandem ikke autistisk. Og samtidig så søgte  jeg også, at finde svar. Men jeg fant dem ikke hos hende. Hun var travlt optaget af struktur i min hverdag og medicin. Jeg var virkelig ved, at kløjs i hendes struktur. Der var virkelig lige før jeg skulle notere tidspunkt for hvornår jeg daglig skulle på toilet. Og hvornår jeg var færdig på toiletten... Jeg ynder struktur, men der er også grænser:D Og da jeg egenlig begyndte at åbne mig omkring mine autistiske sider,  så sagde hun til mig “ dygtig pige”.  Og begyndte at korrigere visse systemer jeg har i mit hjem.. Også stoppede jeg hos hende. Jeg fik faktisk en undskyldning omkring, at hun godt var klar, at hun var gået over en grænse med korrigere af min struktur. Men hun fattede aldrig den udtalelse med dygtig pige, den også lå under bæltestedet... min hjemmeside har været “ frirum”. Psykologen fik forklaret mig, at jeg har angst. Jeg sad og undskyldte for en vis arrogant adfærd overfor ham fra sidste session. Jeg fik forklaret ham, hvordan jeg havde haft det inden i. Hvor på han påpegede at det der havde kommet til udtryk, var angst.  Senere i samme session, så sagde til mig jeg tror du skjuler noget for mig. Og det sagde han rent faktisk, som taget ud af en film. Jeg vil ikke sige hvad jeg svaret, men han spurgte i øst og jeg svaret i vest. Jeg stressede over, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare og jeg forstod ikke hvad han vil have mig til, at sige. Og samtidig var jeg i mine tanker, hvor jeg var travlt optaget af alle de billeder, hvor jeg kunne relatere reaktionerne i kroppen, hvor min angst gav sig til kende. Men det var ikke kun det. Jeg forstod, at jeg havde haft angst i mit liv i sociale situationer. Men det er først senere, at jeg egenlig rigtig forstod i hvilke omfang...Det var sidste gang jeg var hos psykologen. Han fortalte mig ved samme session, at jeg skulle ligesom skrue på møtrikkerne i min hjerne for at forstå sammenhængende i ting som andre. Jeg var langsommere end andre til at forstå. Jeg håber at han en dag forstår, at det var usædvanlig dårlig visualisering, at give til et menneske, der er sårbar og i krise. 
Jeg kæmper og har altid kæmpet, og det bliver jeg ved med. Nogle kampe er bliver mindre med årene, og andre er stoppet. Og mine kampe er i perioder som mange andre mennesker. Jeg kæmper i livet pga. min udfordringer. Men jeg har med tiden fundet mig et godt ståsted, et fundament. Jeg mistede det desværre her i de to år, men har heldigvis genfundet det igen.Det giver mig ro og glæde i min hverdag, livskvalitet. 
 Jeg håber der kommer forbedringer i retorikken til medierne fra Landsforeningen Autisme. De burde ikke medvirke til, at der er autistiske mennesker, der mister deres rettigheder i, at blive mødt som ligestillet og ligeværdig voksen mennesker. Ligestillet skal ikke skæres over en kam, det skal ses i forskellige sammenhæng. Alting skal ses i forskellig sammenhæng. Har du mødt et autistisk menneske, så har du kun mødt et.
.
 
At jeg ikke skulle være åben omkring min autisme, er det værste råd jeg nogensinde har fået. Det er et råd, der fremmer tabusering. Og tabu skaber kun sorg. Jeg kommer ikke til, at følge det råd. Det råd fik jeg af psykiateren og psykologen og de kan stik det råd op, hvor solen ikke skinner! Jeg er den jeg er. I øvrigt skinner min autisme igennem. Den er til at spotte. “Almindelig” folk ser den måske ikke altid, men det er fordi de ikke ved nok om autisme. De ser dog altid min anderledeshed.
 
Det er svært, at finde sig selv i en retorik, hvor der refereres til, at voksne autistiske mennesker skal anskues lidt som  "små engle" ( en konsulent tilknyttet landsforeningen refererede med en sådan samligning i medierne). Jeg har oplevet, hvordan folk begyndte at indtage en moderlig og faderlig tilgang til mig, når de havde fået viden omkring jeg er autistisk. Nærmest en naturlig reaktion fra deres side på min diagnose. Hvilket har været både misforstået omsorg og direkte stødende. Meget uværdigt!! Og dybt upassende. Sjovt nok kun fagfolk med erfaring indenfor autismeområdet...lidt skræmmende, at de ikke ved bedre...Og jeg har også set usikkerheden hos nogle af dem, når jeg nogle få gange fandt overskuddet og fik sat en grænse. Jeg har set andre, hvor svært det har været, at “skulle” være i øjenhøjde med mig og kom til kort med deres “pædagogiske” tilgang. Hvor man istedet direkte har prøvet, at underkende mig. Det er dog kun nogle få, meget få af dem alle. Det er ikke dårlige mennesker, bare enorm ressourcekrævende mennesker. De dræner en for energi. De såkaldte professionelle, det er sku trist.
 
 
Iøvrigt har vi ikke alle en ren hjerne...nogle har sikkert og det er en smuk ting. Vi er heller ikke alle rainman, eller saga fra broen. Nogle af os er bare mennesker på godt og ondt. Vi har alle forskellige forudsætninger m.m. Vi har ikke alle særlige talenter. Jeg har ikke super evner for analyse af adfærd, men jeg er dygtig nok til, at fungerer i mit job. Men jeg var meget desperat søgende på jeg havde et talent... men jeg kommer sku “til kort” med ren hjerne og talenter:)
Vi har alle vores fælles træk, i forskellige grader, vores autistiske fælles træk. Trods vi er så forskellige. Jeg har udfordringer, men jeg har ikke brug for professionel støtte  og hjælp i min hverdag eller i min morrolle. Men jeg har i allerhøjst grad brug for forståelse for, hvorfor jeg er anderledes. Der er brug for en bedre kampagne rettet for autistiske mennesker, der er på arbejdsmarkedet. En bedre oplysning omkring vores evner indenfor forskellige erhverv og at man sagens kan finde os i omsorgsfaget og andre fag. Hvor vi sagens kan arbejde selvstændig og på lige fod med andre, dog har vi brug for at man forstår , at vi er anderledes i det kommunikative og sociale, især i forholdet til kollegaer.
 
I forholdet til selv at få hjælp og støtte, havde jeg et behov, da jeg var yngre. Jeg har været heldig med, at møde gode mennesker undervejs i livet. Jeg havde højst sandsynlig som ung ikke klaret tingene helt på egen hånd. Lidt selverkendelse skader ikke...:) Vi alle, neurotypiske og autistiske har brug andre, man kan sjældent klare, at stå helt alene gennem livet. Fra barn til voksen. Det er fra hinanden, at vi lærer og mærker omsorg.
Mennesker, der i en eller anden forstand har ageret som mentor og omsorgspersoner for mig. Det har været fra venner, deres familier og lærer. Der var også nogle super søde pædagoger og udannet personale på insitutionerne, det var ikke alle man klikkede lige godt med og ikke alle steder jeg kunne lige, at være. Jeg blev drillet både på begge børnehjem jeg var på, men ikke på akutinstitutionen i Sydhavnen og ungdomspensionen i Tølløse.Men Tølløse er et helt kapitel for sig selv på godt og ondt. Jeg blev også drillet i skole indtil 6 klasse. Derfra var jeg heldig med nogle gode klasser. Og var også hjemme og besøge klassekammeraterne. Men jeg kunne ikke passe min skole og jeg viste ikke altid hvad jeg skulle sige og gøre i forskellige sociale sammenhæng.
Min moster i teenagerårene, hvor jeg vil komme besøg hos hende i alle ferierne oppe i Norge. Hvor jeg var alene ude flere timere i fjeldet og gå lange tur med hundene. Eller stod flere timer og fiske ved bredden. Hver gang jeg havde været deroppe, kom jeg hjem på ungdomspensionen tre kilo tykkere, røde kinder og smilende. Personalet kommenteret det altid:)
Og når min moster stillede krav, hvilket hun ikke gjorde så ofte, så lyttede jeg:) Jeg har nok ikke de mest idylliske familieforhold, at tænke tilbage på, men ferierne hos min moster var guld værd.
Stunder med min mor, hvor hun havde overskuddet til, at låne alle lucky luck tegneserierne eller alle Asterix, alle dem hun kunne fremskaffe på bibloteket lokalt og hovedbibloteket, også vil vi sidde ved siden af hinanden med hver vores hæfte, grine og snakke  om billederne og karaktererne for derefter at fordybe os i hver vores hæfte, i hver vores egen verden. Jeg husker en gang, hvor jeg har været 8 eller ni og jeg havde influenca i en skoleferien. Min mor gik ned og lejet VHS og film kun med James Bond, alle dem hun kunne få:) Også så vi dem en hel uge i træk og gerne den samme film igen og igen. Det var super hyggeligt:) James Bond dengang var ikke “uhyggelig”som den kan være nu. Karakterne dengang var langt mere underholdende. Min mor var der i stunder, og når hun var, så var hun super:) Hun havde stået bedre, hvis hun havde fået den hjælp og støtte gennem livet, en fast professionel hjælp og støtte i sin hverdag kontinuerligt. Hun var forpint og handicappet.
 
 
 
 
Autistiske kvinde og foredragsholder fortæller om at blive umyndiggjort, talt til som et barn, i mødet med “ de professionelle” sagsbehandler.
https://mediawatch.dk/Medienyt/TV/article6210221.eceEn udtalelse fra autistisk forfatter om broen og om Sagas karakter er utroværdig, når det kommer til autisme.
I artiklen bliver autisme omtalt  som en sygdom, hvilket også kan diskuteres...
På hjemmesiden www.zmiley.dk kan du læse omkring en autistisk herre og hans oplevelser med, der nogle autistiske mennesker sagens kan forstå ironi og sarakasme. Og flere ting man ikke lige få formidlet om os.
 
Youtube videoen er Laura James, der er journalist og har aspergerdiagnosen. Og har skrevet en bog, der hedder Odd Girl.https://www.autism.org.uk/get-involved/tmi/stories/laura%20jane.aspx