Nyt job

Har nu været fire måneder i nyt job, og det er super fedt, at være i sygeplejefaget igen. Hold ny op hvor har jeg savnet det sociale med kollegaer! Det er fedt, at have det sociale med kollegaer tilbage i mit liv. Det har en pris og det er, at jeg har altid lidt mere eller mindre af kronisk træthed, og på en almindelig arbejdsdag, så "dør" min hjerne ved fem-tiden.
Herhjemme bruger jeg sætning så nu dør mors hjerne, og det gør den mere eller mindre. Jeg får blackout i sekunder, hørsel tuner ud og den går bare kold. Jeg kan opretholde en vis energinieau, der er lige tilpas for, at jeg kan være der for min datter. Det med at tage medicin for ADD og trætheden er faldet fra hinanden.Vi er to forældre nu, og jeg har hveranden weekend fri. Det giver mere mulighed for tid til mig selv nu. Men der er ikke plads til andet end min datter og job, hvilket i sig selv er ok. Det går godt for min datter og det fungerer med det nye job. Jeg har en følelse og oplevelse af, at få min gammel struktur igen. Jeg står op kl 6 om morgen og går i seng mellem halv otte og halv ni om aften. Det er vilkårene for, at det kan fungere. Og nej jeg får ikke altid sovet igennem. Fra jeg var barn op til slutningen af tyverne havde jeg problemer med, at vågne om morgen. Jeg ville gerne, men kunne ikke. Jeg kunne sagens falde i søvn og sove som en sten. Og nu i de sidste mange år har jeg problemer med at sove igennem. I mit privatliv er der ikke  noget, der hedder social liv og fritidsinteresser så som aktiviteter udover gåture og den slags.For hvis jeg også skulle finde energi til alverdens aktiviteter m.m, så vil det ikke fungere med job og morrollen som det gør ellers. Jeg kan ikke have for mange bolde i luften. Jeg har to bolde, det er mit job og allervigtigste for mig min rolle som mor for mit barn.Og jeg er så lettet og glad for, at få den balance igen i mit liv. Jeg føler, at jeg kan trække vejret helt igennem for første gang i to år. De to bolde er kernen for, at jeg har en oplevelse af et godt liv. Min datter trives og jeg trives.
Jeg har læst en del hjemmesider af yngre autistiske kvinder, der får forskellige grader af hjælp og støtte i deres liv.Jeg var langt fra så indsigtsfuld og moden som de tydelig udviser, da jeg var i deres alder. Og mange af dem er enorm modig i ders åbenhed omkring deres autisme, står ved dem selv, super seje.
Jeg oplever stadigvæk aha oplevelser omkring ting, der har sammenhæng med mig og omgivelser i forholdet til autisme... Og jeg tænker sku lidt hold nu kæft, hvor har jeg være blind... Og det gør mig faktisk lidt ked, når jeg tænker på det.
Acceptere jeg autisme som en del af mig, det tror jeg jo, men jeg må indrømme, at jeg bliver konfroteret med mig selv, at det ikke altid er sådan jeg har det og opfører mig efter.
Psykologen jeg gik hos, sagde at jeg burde lade mig udrede for epilepsi hos en neurolog... Jeg har symptomer på absencer... Der er gået halvandet år efter, at han sagde det til mig, at jeg egenlig forstår og vil erkende, hvor presset min hjerne tiltider har været. Jeg har besluttet mig for, at vil have scannet min hjerne for, at forstå den bedre. Og jeg kommer til, at starte med en udredning for epilepsi.
Det er enorm vigtigt for mig ikke, at fokusere udelukkende på autisme. Jeg har  også behov for andet input. Jeg har fået holdt meget fast i, at lave flere ting med min datter. Og det er fedt. Ikke mere tid på efteruddannelse eller andet. Jeg er blevet meget skarp, at dele privatlivet og arbejdslivet op. Det skal ikke være flydende. Når jeg har fri og går fra jobbet, så har jeg fri.Jeg er landet et godt sted arbejdsmæssigt. Jeg falder igennem som jeg plejer, men det er der plads til. Jeg har kollegaer, der er pårørende til autistiske mennesker og de har ikke problemer med, at finde plads til min anderledeshed. Min anderledeshed skinner igennem om jeg vil det eller ej. Min egne accept af mig selv er forsat en proces, men lige nu hvor jeg står, er jeg godt tilfreds. Der er struktur på tingene igen:)
Jeg spurgte personalet på min datters skole, hvordan det gik kammeratmæssigt på skolen med min datter. Og svaret var, at hun er ikke modenmæssigt i den udvikling, der sker i pigegruppen i klassen. Hun kan ikke navigere i konflikter med mere, der hører med til pigernes udvikling i klassen. Men til gengæld har hun mange venner i alle aldersgrupper på skolen. Hun har altid nogle, at lege med. Nogle der synes hendes lege er super spændende. Hun har en fantasi, der er hel vild, super god til farverig lege, der udspringer af fantasien, og de andre børn synes det er fedt, når hun strukturer legene, så alle har deres roller...
Hun kan sagens lege med pigerne fra klassen, når det er en til en eller de er tre i en gruppe. Hun er glad og har lige været hjemme hos en af pigerne fra klassen, hvor de plaskede rundt sammen i vandbassin.
Men der vil komme udfordringer. Jeg har ikkke tænkt mig, at sidde passivt og vente. Jeg tænker forebyggende, der hvor der kan forebygges og reduceres i udfordringer. Lige nu er der ro og hun trives. Og skolen er positiv og glade for hende:) Hun skal gå om igen på sit svømmehold. Det har hun gjort siden hun startede, da hun var 3 eller 4 år, kan ikke huske det. Hun er gået alle holdene om fordi hun er ikke så stærk i det. Men det er ligegyldigt for hun elsker vand og hun elsker, at gå til svømning, og hun bliver det bedre for hver gang, men det der er vigtigst er, at hun elsker svømning. Hun har en fest, når hun hopper i bassinen. Når hun var yngre, tysse nogle af svømmelærerne på hende, fordi hun vil komme med alverdens højrystet glade hvin, når hun svømmede rundt. Det samme når vi er i biografen eller ser en film, så ender det altid ud i hvin og en baglæns kolbøtte, hvor man er ved, at få hendes fødder i hovedet. Hun kan ikke sidde stille, når hun bliver begejstret. Og jeg har heldigvis en datter, der for det meste er glad og der generelt let bliver begejstret over ting:)  Hun sidder fint til undervisning og koncentere sig og kan arbejde i grupper. det er nok nemmere, at arbejde i grupper som barn, der har du jo en lærer, der er tovholder for strukturen...hvorimod voksne, hold nu kæft, kan ende ud i en hel hønsegård, hvor der bliver kaglet løs om alt det, der ikke er relevant for projektet....:) Der har jeg en udfordring, men har efterhånden lært mig, at lukke af for det, men stadigvæk skide irriterende...:D
 Hun er god til at fordybe sig i ting. Hun er glad og trives:)
Jeg satser på år 2018 bliver et bedre år end det helvedet år 2016 og 2017 har været. I hverfaldet skinner solen lige nu:) Og nogle gange må man bare videre med sit liv. Ting er sagt. Ting er sket. Ting er gjort og fortiden kan være et smertefyldt sted, men man kan ikke gå tilbage og ændre det. Der har heldigvis også været meget godt.
Livet skal leves og jeg må videre. Forhåbentlig kan jeg med den viden jeg nu har, gør livet nemmere for min datter gennem støtte og hjælp.
Og en dag kommer der forhåbenlig en anden formand og hovedbestyrrelse i landsforeningen... En ændring, der vil kunne skabe en bedre formidling til samfundet, hvor mange af os ikke længere vil blive underkendt i vores forældrevner m.m.