mit barn

Mit projekt lige nu er at få færdiggjort en whiteboard med pictogrammer til hende. Jeg fungerer som hendes “talende whiteboard” og det har jeg altid gjort.Jeg har kompenseret for de ting hun havde svært ved. Et eksempel: Fokus på at få en trøje på. Hun kunne ikke bevare fokus enten vil hun kigge ud i luften eller også vil hun blive afledt af noget i omgivelserne. Så vil jeg stå og gentage mig selv tydeligt imens jeg vil vise hende trøjen. Gentage hendes navn og gentagende sige trøje, kom nu skal du har trøje på, og dernæst sige “trøje over hovedet, dygtig skat” osv. Gentagelser og visualisering. Hun  skal have en tavle, der kan hjælpe hende. Idag kan hun sagens tage tøj på selv, men jeg skal hverdag hjælpe hende med strukturen af vaske sig, børste tænder m.m for ellers så glemmer hun det. Hun får altid ros hverdag uanset hvad:) Og hun bliver pavestolt, når jeg siger til hende, hvor er du dygtig, skat:) I vores hjem bliver man også rost for de små ting, også selv om man glemmer noget. Og man har altid sin mor, at få en knus fra uanset hvad. Også selv om man udtrykker man er vred og sur på sin mor ( min datter er gennem tiden blevet ret sej til, at udtrykke sig, hvilke emotionel tilstand hun er i, men det er ikke altid hun evner eller har lyst til, at uddybe det. Det kan være en dag, hvor hun er trist over noget, der er sket i skolen. Så man må vente eller hjælpe hende på vej. Og der har jeg skulle og stadigvæk skal arbejde med mig selv. For jeg har et ekstremt behov for at handle på de ting, der gør f.eks. hun er trist. Og Hendes grænse skal respekteres, når hun siger jeg vil ikke snakke om det. Og det må man som forældre til en vis grad respektere... men op i mit hovedet kører den på høj tryk, hvorfor er hun trist, kropssprog, kontekster, alt bliver forsøgt sat i system...Min handlingsorienteret evne er min styrke i mit arbejde og at ting skal være snorlige. Det er givet videre i mine referencer fra arbejdspladser mere end 1 gang... men det er noget andet med min datter. Hun skal også have lov til, at have sit eget “space”.Det er vigtigt for børns udvikling.Og i sidste ende plejer hun selv at fortælle mig det. Men det kræver nogengange, at jeg lige træder et skridt tilbage...

Hvis min datter prøver grænser, så sætter jeg grænsen bestemt, men med respekt for hendes sentativ sind. Har jeg oplevet, at min tålmodighed blev sat på en prøve, ja da. Men så trækker jeg mig lige for en kort stund. For mange år siden mødte jeg en afspændningspædagog, der lærte mig, at genkende og mærke hvad min krop signalerer til mig, speciffikt signaler, hvornår jeg foreksempel begynder, at blive presset i en situation. Jeg er ekstrem på omkring det, når det kommer til min datter. Meget mere end jeg har været i forholdet til noget andet. Der er fokus. Jeg har fokus på det. Altid når det kommer til min lille pige. Min datter er vurderet fra psykologiske test fra PPR med et højt selvværd. Altid tilbagemelding fra vuggestue, børnehave og skole, at hun har et højt selvværd og det er der en årsag til. Jeg har haft behov for små pauser, hvor jeg lige har kune hvile hovedet. Jeg har fungeret som enlig mor i mange år. Og jeg har måtte kæmpe for, at min datters far engang overholdte aftaler og havde hende i en enkelt weekend i måneden. Det har ikke altid været lutter idyl. Det er dejligt, at være mor, men også hårdt arbejde.Men samtidig meningsfuld og bidrager med en masse glæde i livet. Det gør livet colorful:)  

Min datter er sentativ og hun kan reagerer kraftig på grænsesætning. Så der er behov for, at hun kan putte sig ind i mine arme, mens jeg fortæller hende hvorfor grænsen blev sat. Men situationen skal også rundes af, man skal ikke jokke rundt i, hvorfor grænsen blev sat. 

Jeg trækker fra mine erfaringer som ung, hvordan det var, når man manglede knus og anerkendelse. Ikke at jeg brød mig om knus og kram fra de voksne, med mindre man lige inden fik sagt ord på, at nu fik jeg fik et lille kram. Så var jeg forberedt :) ofte var der krav på krav man ikke kunne følge med i, at efterleve. Og den afvisning og manglende ros, man fik, når man ikke kunne efterleve de krav, der blev stillet. Nogen gange forstod jeg dem heller ikke. Det var ikke alle krav, der gav mening. Jeg selv er opdraget med konsekvenspædagogik på institioner og tro mig, at det var ingen succes. Det fik lige den modsatte effekt end hvad pædagogerne havde tænkt. Trukket i lommepenge, tildelt opvask for hver minut man kom forsent til morgenmad( jeg kunne ikke vågne om morgen...) og endte ud i sure miner fra de voksne og kommentar at jeg var doven m.m.når det ikke fik den ønsket effekt. 
 
Læs en autistiske mor kommentar om “konsekvenspædagogik udført af andre mødre”
 
Vigtigt at have med sig: "Hvis dit barn hver gang reagerer voldsomt over for et bestemt krav, så er det ikke dit barn, der fejler, men de krav du stiller. Krav skal skabe følelsen af succes hos dit barn, små som store succeser, ikke nederlag på nederlag. Krav skal også give mening, også for et barn". 
 
At dine krav ikke var de rigtige for dit barn, betyder ikke at du er en dårlig mor, man lærer så længe man lever. Det vigtigste  er at man ændre tingene til det bedre for sit barns skyld. En forældre viser sin kærlighed og omsorg for sit barn gennem sine handlinger. Ord er stærke, men handlinger siger alt.