Kan landsforeningen Kalde sig  en landsforening, når de bidrager og skaber stigmatisering og diskrimination for nogle af os autistiske mennesker....Se nedenstående klip om unge mennesker og deres selvforståelse af deres autistiske sind.
 
 
 
Seriøst der trænger gevaldig til udskiftning i formandsposten og resten af hovedbestyrelsen!!!

Landsforeningen Autisme

 
 1.  Det er ikke ualmindeligt, at vi autistiske forældre bliver mødt med, at man kigger os over skulderne, når vi henter vores børn i foreksempel børnehave eller skole. Det bliver jeg ikke længere, men rædselsfuld da det stod på. Min historie om diskrimination er ikke en usædvanlig situation. Den er hverdagskost for rigtige mange autistiske forældre. Måden vi bliver beskrevet på af Landsforeningen Autisme i medierne medfører, at vi får udfordringer med anerkendelse af vores forældreevner. Landsforeningen er forarget på vores vegne, men prøv at læs og lyt til hvordan de beskriver os i medierne... Ikke indenfor organisationens rammer, men i medierne, lyt og læs hvordan de gennem tiden har beskrevet os indtil videre! For deri ligger der en væsentlig faktore til, at folk er skeptiske overfor vores forældreevner. Og ja der er en god grund til, at frygte for hvordan du bliver mødt som forældre, når man henvender sig til foreksempel til PPR. Og det kan man takke Landsforening Autisme for! 
 
Heidi Thamestrup beskrivelse af os autistiske mødre i medierne. Læs nedenstående citat:
 
..."Forældre med autisme har ofte brug for ekstra støtte i at lære, hvad de skal gøre med et lille barn. De skal have redskaber og viden til at se og sørge for barnets behov - hvornår det skal spise, hvordan det skal stimuleres og hvor tit det skal bades?"
( Artikel "Mors lille dreng" folkeskolen.dk)
 
Jeg har forståelse for, at udfordringer hos os er forskellige. Men den udtalelse i medierne er godt nok, at underkende mange af os autistiske forældres evner til, at drage omsorg for vores børn. At lave en generalisering på vores forældreevner med baggrund i Moren til Jørn" Mors lille dreng"( dokumentar) er godt nok, at skabe en misinformeret billedet til samfundet om vores forældreevner. Nyfødte jørn fik varig men af fysiologiske og psykiske karakter, fordi hans forældre ikke havde forudsætningerne til, at varetage hans basale behov. Jeg kan personlig ikke nikke genkendende til det billedet Heidi Thamestrup beskriver i sit citat. Og det er jeg ikke ene om!
Se en lille film om en autistisk familie og deres forudsætninger https://www.youtube.com/watch?v=RGfJn4dhP7U
Ser under afsnittet links for andre autistiske forældres hjemmeside. At ens barn er autistisk, kan give et behov for hjælp til, at forstå barnets behov. Det billedet ser man også hos forældre, der ikke er autistiske. De kurser om autisme, der er i Landforeningen har primært været rettet mod forældre med neurotypiske hjerne.
Det er ovenstående citater som denne fra Heidi Thamestrup og Landsforeningens symbol 'brikken', der bidrager til fastholdelse af kassesystemstænkning, uvidenhed og myter om os. Alle tre ting, der er grobund for stigmatisering og diskrimination. citater som ovenstående fra Heidi Thamestrup bliver til den måde man møder os på. Det betyder at det skaber udfordringer for nogle af os, når vi er åben omkring vores autistiske sind og at vi bliver nødtil, at "gemme os selv væk"som autistiske mennesker, når vi søger job eller er i job. Eller når vi er i vores børns omgivelser så som skole eller andet. Landsforeningens retorik i medierne er godt for nogle, men svær skadeligt for nogle af os andre. Der skal være en bedre balance i det billed man viser af os i medierne fra Landsforeningens side! 
 
Heidi Thamestrup underkender os autistiske forældre med den slags generaliseringer!
Vi  er mange autistiske forældre, der udviser empati for vores børn! Landsforeningen anerkender og tilkendegiver ikke vores empatiske evner i medierne. Det er lige modsat. I organisationen anerkender de, at vi er meget empatiske mennesker og de ved godt, at andre menneskers følelser har værdi for os. De har endda opfundet et begreb for det "autistisk empati"...  Men når de udtaler sig i medierne er det et helt andet billed de signalerer. De går ikke ind i kampen for, at komme myten om vores manglende empati til livs.Det bliver kun indenfor organisationens fire vægge
 
2. Landsforeningens undersøgelser som de ofte refererer til, når de vidensformilder videre til medierne, er baseret på medlemmer i foreningen.
Problematik er, at vi autistiske mennesker langt fra alle er medlemmer i foreningen. Det næste problem er, at de spørg kun de mennesker, der giver dem de svar de vil have. Det giver en misinformeret billed af os autistiske mennesker individuelle livssituation og behov. Det gør det fordi, at foreningen bruger deres resultater i medierne og understreger, at det gør sig gældende for alle autistiske mennesker. Formålet er, at skaffe velfærdsydelser til autistiske mennesker med behov for det ( Velfærdsydelser er vigtige) Men det skaber et meget entydigt billedet af os autistiske mennesker.
 
3. Indenfor organisationens rammer anerkender de WHO definition af handicapbegrebet. Man er ikke født handicappet, men man kan opleve handicap i mødet med sine omgivelser. At man har en funktionsnedsættelse er ikke nødvendigvis lig med et handicap. Det er når man i selve den enkeltstående situationen ikke kan udføre de samme aktiviteter tpå lige fod med andre person uden funktionsnedsættelse, at handicappet opstår.. I medierne udtaler de sig, at vi alle er født handicappet. Vores autisme er et medfødt handicap.
 
4. Jeg bryder mig personligt ikke om formanden Heidi Thamestrup måde, at agere som talerør på autistiske menneskers vegne.Hun er så progressiv i, at få velfærdsydelser til en gruppe autistiske mennesker, at hun skader os andre i sin formidling. Derudover siger hun det ene indenfor organisationens rammer og giver udtryk for noget andet i medierne. Landsforeningen besværliggør mit liv med deres udtalelser tilmedierne,hvor foreningen udtrykker genereliseringer og sterotyper på hvem vi alle autistiske mennesker er, og hvad vi ikke evner i hverdagen. Landsforeningens formidling gør, at jeg i starten mødte manglende anerkendelse og mistro til min forældreevner. Jeg kan heller ikke være åben omkring min diagnose og blive mødt med de forudsætninger jeg har. Det vil skade mig når jeg skal søge job. Jeg har et udmærket CV, og har arbejdet med kommunikation i mange år, ikke at sige jeg ikke selv har mine udfordringer, men mine forudsætninger har ikke deres egen værdi længere. Dem har jeg mistede retten til i mødet med omgivelserne. Takket været Landsforeningen formidling til samfundet i medierne omkring autisme... Mine forudsætninger og hvad har jeg opnåede i mit liv er uden betydning. For nu er det blevet på betingelse af, hvordan andre definerer mig ud fra deres viden om autisme. En viden, der er givet til samfundet, hvor Landsforeningen Autisme og deres formand Heidi Thamestrup er med til, at sætte rammen for. (Læs under diskrimination).

Autistisk journalist og arbejder på avisen politiken beskriver stigma og hvorledes det påvirker ham.
 
 
Læs fantastisk velskrevet artikel af ung autistisk mand, hvor han kritiserer Landsforeningen, at fastlåse os som udviklingsforstyrret, hvor de primær kun fokusere på, fremhæve vores mangler. Og dermed underkende vores styrker og ressourcer.
Reflekterende spørgsmål: Et andet begreb er særinteresse..
Formanden for Landsforening for autisme Heidi Thamstrup og hendes liv ( og andre engageret forældre med meurotypiske hjerner i Landsforeningen ) er berørt af autisme. Det er en del af hendes liv. Hun formidler viden om autisme, er mor til autistiske børn. Er med i en forening, der omhandler autisme kort og godt. Det er en passion hun har. En passion, der bunder i, at hun er berørt af autisme, og dem hun elsker er berørt af autisme. Der er forældre, autistiske forældre, der har specialiseret sig i autisme, også med sammen udgangspunkt som Heidi Thamstrup, men det kalder man ikke en passion..det hedder en særinteresse..hvad er forskellen..? Er vores kærlighed til vores børn en særinteresse..? Er vores interesser for at støtte og hjælpe vores børn, en særinteresse..? Kan vi autistiske mennesker ikke have passioner..noget vi føler stærkt for uden at det skal omdøbes til ' en særinteresse'..?