Min moster fortalte mig i sin tid om min mor som barn. Sad for sig selv, kiggede ud i luften, ikke i stand til at lege eller være social. Mangle sprog. Fik raserianfald over det mindste. Hysteri som min moster kaldte det. Min mormor var forstander i vuggestue og var godt klar over, at min mor ikke var som andre børn. Det var ikke noget der kom ud af det jlå, det var udtalt allerede da hun var to år.   M moster fortalte, at min mormor og hendes veninder, der arbejdede indenfor det pædagogisk felt brugt meget tid på min mor og hendes udvikling. Det blev musik, der blev min mors måde, at koble sig på andre. Hun var indlagt i teenageårene med sammenbrud. Hun blev social. Min mor kom i de unges kommunist forbund eller hvad det hed dengang, spillede tuba på bordet, så hendes venner fik gratis øl. Hun spillede i et orkester, men blev mobbet ud. Havde mange homoseksuelle venner i sin unge dage, unge mennesker, der havde det svært i et i intolerant samfund dengang.Jeg har minder af hende, hvor hun sammen med mig bygger hule i stuen af vores lagner, leger landkrabbe med mig, der griner. Jeg har minder af hende, hvor hun trøster mig, minder hvor hun er stolt over at formningslæreren fra min skole havde ringet hjem til hende og var dybt imponeret over et billedet jeg havde malet af et træ, der stod i skolegården, hvor vi til undervisning skulle male det. Og hun hængte billedet op og vi stod sammen, kiggede på det, imens hun roste detaljerne på det. Men  jeg har også minder af en mor, der var svær psykisk forpint. En mor der forsvandt i sin egen verden, når hun spillede klaver og hvor man ikke skulle forstyrre hende for det kunne hun ikke rumme. Hendes sammenbrud og alkoholmisbrug. Men som sagt jeg er ikke opvokset uden kærlighed. Det var hendes veninde, der tog læsset med omsorgen til mig ( det står også i papirerne) når min mor havde det skidt. Maiken havde selv to børn, og gravid, men tog sig af mig, da jeg gik i vuggestue. Det var hende, der havde gjort det klart for min mor, at der var noget galt med min hørsel.At jeg ikke reageret som andre børn. Det var også hende, der fik mig afsted til socialforvaltning en aften, da jeg var 11 år ( roder lidt rundt i alder og episoder) Maiken var omsorgsfuld, meget. 
Jeg var alene med Olivia mere eller mindre, da hun var spæd og i vuggestuens alderen. Social papegøje, sludrechartol, dog med sproglig udfordringer. Glad, grine, vil altid være hvor jeg var, når vi var hjemme, lige i hælene på en:) Rokket i stolen, så sad for det meste på skødet, var bange for hun vil tippe bagover. Handflapping, alle synes det var sødt. Sad og vifte med hænderne, vifte, åben og lukkelhænderne, en lille fugl, når hun blev begejstret( det gør hun tildels stadigvæk). Altid krudt i numsen, også begyndte det at blive tydelig, da hun nærmede sig femårs alderen, og endelig klart, da hun startede i førskolealderen. Men hun aldrig været som min mor og jeg. Hun har aldrig været indelukket, aggressiv overfor andre børn, når de søgte kontakt til hende i vuggestuen eller børnehaven. Helst bare vil sidde alene for sig selv. Altid været nysgerrig. Ikke Ligesom min mor og jeg. Men hold nu op hvor blev det pludselig svært med det sociale, da hun blev fem. Det er blevet så meget bedre nu, helt uden samligning fra før. Og det gør mig sku glad og lettet. Men jeg er også bekymret for fremtiden, teenageårene...
Har tænkt lidt over det kunne min adfærd i vuggestuen skyldes hjemmet... Men nej for min mor var faktisk god til spædbørn og småbørn, vi var heller ikke isoleret fra andre. Jeg blev passet og drager omsorg for. Og vist det var hjemmet, mon ikke jeg havde udviklet en neurotisk tilstand på fuld udblæsning inden jeg blev 8år... Det er mærkeligt, hvor billederne har været der, men uden sammenhæng eller meningsskabende som et helt billedet. Og hvor svarene har været der og givet uden jeg har reflekteret over det, taget det til mig og have det med i bevidstheden, i mine reflektioner. Autisme har jeg hørt før, men da psykiateren sagde det til mig i 2016, så var det første gang jeg reageret på det, reflekteret over det...min socialrådgiver sagde det til mig, da hun besøgte mig på efterskole.

Aktindsigt

Behov for endnu et afsnit ( måtte lige bruge lidt tid til, at læse papirerne ordentlig igennem, få styr på indhold og årstal.) 
D4.9.18 kom min journal fra Socialforvaltningen Københavns kommune. For er stykke tid siden søgt jeg aktindsigt, der var ingen, at få fra Bispebjerg og journal jeg har fået nu, er kun papir fra 1977 til 1987.  Delvis aktindsigt. Har indgivet klage på det. Årsag er, at de kan tilbageholde oplysninger, hvis der ligger følsomme oplysninger om andre familiemedlemmer i papierne. (Synes der er følsomme oolysninger om min mor i de papir jeg har fået...) det er begrundelsen for, at jeg ikke kan få udleveret resten... Jeg er faktisk pisse sur over det, for jeg ved, at der ligger kopier fra børne og ungdomspsykiatrisk afdeling fra den tid. Og samtidig er jeg sku ikke sur... giver det mening, nej. Men rent princip, så tilbageholder de papir, der omhandler mit liv. Så det er princippet, der gør mig sur ( opdatering, gået nogle dage og er mindre sur). På den anden side, så har jeg fået samlet billedet, og jeg er godt klar over nu, at jeg ikke slap uden diagnose. Men nok fik den i 1991 på Bispebjerg ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg rydder rundt i Ole Sylvester Jørgensens kontor og Tove Aarkrog. Men  det er også ligegyldigt om han havde kontor tredje eller anden dør til højre på anden sal. ( har spurgt ham pr. Mail, en venlig mand. Jeg fremkalder heller ikke følelsen af noget ubehageligt ved ham dengang) Og Aarkrogs kontor i stuen lige til højre, når man kom ind.  Og hende der testet min IQ havde sidste kontor på anden sal til venstre. Fuldstændigt ligegyldigt.... Og ikke helt:D ( opdatering, ikke verdens undergang)
Jeg har et minde af min socialrådgiver, der var på besøg på Tvind, hvor jeg var kommet på efterskole. Og hun undskyldte på vegne af Niels Larsen og Tove Aarkrog. De havde siddet til mødet og det de havde udtalt var i følge min socialrådgiver fuldstændighed hen i vejret... Jeg mener hun brugte ordet autisme...ikke Asperger, men autisme... Hun nærmste hvisker det hurtigt og affejer det hurtigt. At jeg skal ikke blive ked for det passer jo slet ikke og de havde sagt til hende, at jeg aldrig ville være i stand til, at klare mig selv. Men hun vidste bedre. Så jeg skulle ikke blive ked. Men logisk nok, at jeg  ikke gik uden en diagnose, blev tilset af elite af eksperter for børnepskykiatrien. Selv om jeg havde overbevidst mig selv om andet. Jeg  har ingen minde om, hvad jeg følte, da hun sagde det. Men jeg har et klart og tydeligt minde, at da jeg fik min HF og min sygeplejerskeuddannelse, så samlignede jeg den følelse af succes med, at de havde sagt, at jeg ikke kunne klare mig selv og hørte til på et bosted ( Bosted dengang var meget anderledes end idag, anden tid). Og følelsen jeg fik, var en stolthed over, at bevise, at jeg godt kunne...Mindet omkring min socialrådgiver kan være bygget op af fortolkning. Men jeg er inderst inde egenlig ikke så meget i tvivl. Nogle ting kan jeg være ret skarp på at fremkalde i billeder, ikke at jeg får alle detaljer med og jeg kan ikke nødvendigvis sætte det i sammenhæng. Det vil sige den rigtig rækkefølge eller hvad jeg følte og tænkte i situationen. Jeg fortrækker dog facts frem for fortolkning. Jeg vil gerne have det på skrift - dokumentation på det sagte. Man kan komme på afveje med for meget fortolkning. Ting bliver nemt overfortolket og tolket i den retning folk har behov for det. Hvad der giver den fortolkende mening. Eller den gruppe, der fortolker.
Men der er rigeligt med svar i de papir jeg fik. Jeg er blevet vurderet og fulgt på riget børnepsykiatrisk afdeling i min barndom. Udtalelser fra børnehave, skolen m.m. Nedsat hørsel, der ligger udtalelse om høreskade( havde ingen høreskade)er ikke social med andre børn i vuggestuen, børnehaven ( det blev bedre i børnehavealderen) bliver sur, hvis andre børn tager legetøjet eller henvendte sig, forsøgte kontakt til mig, der virkede forstyrrende på mig( bed og slog)Motorisk ikke alderssvarende. Folkeskolen, er isoleret fra jævnaldrende, ekstrem nærtagende, virke godt begavet, men er ikke istand til at følge med i undervisningen. Fra en vurdering fra riget, da jeg var 8, står der Viser ingen tegn på psykopatitilstand eller manglende realitetsevne. Er et let offer for drillerier. Udviser en tillukkethed, men ikke patalogisk. Et venligt barn. Og overlægen vil ønske at jeg ikke brugte min energi på at kontrollere omgivelserne, men blev mere kreativtænkende...Jeg blev observeret, hvor jeg skulle lege med legetøj. Jeg kan huske at jeg stillede ting på række. Art, farve og størrelse. Der var flere af samme art af legetøjsdyr ( bondegårdsdyr)
Vurdering siger også at jeg ikke udviste tegn på selve en neurotisk tilstand. Men overlægen var bekymret for om jeg udviste begyndende tegn. I papirerne gennem årene fra min journal fremgår det, at Jeg havde brug for struktur, et lille stabilt nærmiljø og forudsigelighed. 

Også var jeg ikke klar over, at det var kommunen, der havde stoppet mit ophold på nærumgårdbørnehjem. Først havde jeg boede der fast og senere i aflastningsperioder. De havde indkaldt ledelse fra børnehjemmet til samtale. Der var blevet observeret, der var opstået en mistrivsel i den senere periode, der ikke var relateret til min mor... Der var kommet flere ældre børn til. Jeg fik så mange tæsk af nogle ældre drenge på det sted.jeg overgik til støttefamilie. Proppet ned i et dynebetræk og trukket ned af bagtrapperne, spark i ryggen, så jeg ikke kunne bevæge mig m.m.

Men det overrasker mig, at der var mange mennesker indeover og de alle var dybt bekymret for mig. Alle ville have, at jeg fik den støtte og omgivelser jeg havde brug for. Og der er skrevet fra 1977 og op, en hel anden tid...Men søgte også støtteperson til mig i vuggestue og børnehaven. Og jeg fik det på 30 timer. ( total overraskelse)Det overrasker mig sku...på en positiv måde... et barn med rod i skoletingene...ikke i stand til, at holde orden. Og det samme gjalt min mor, men hun afviste hjemmehjælp. Den eneste hjælp hun tog imod var på Monte bello hos en psykolog, der fulgte hende.De var faktisk meget motiveret for at hjælpe hende. De beskriver hende med talenter, behov et velstruktureret uddannelsesforløb og hjemmehjælp i hverdag... min mor havde ønsket udtryk for en grafiker uddannelse. Musikken og studierne fra universitetet var faldet fra hinanden. Og hun var sygemeldt fra et job som hjemmehjælper ( jeg vidste ikke dette her med hjemmehjælperjobbet eller ønsket om grafiker).
Jeg er total paf over kommunens indsigt og ønske om, at støtte...En vigtig note fra mig selv og det er, at min mor havde et job hun formået i over tre år, dog med sygeperioder, og det var i en vuggestue. Hun elskede det. Iøvrigt var min mormor forstander i en vuggestue. Min mor prøvede at være dagplejer hos en familie, da jeg var teenager og det gik fint i et år. Hun var ikke uden evner. Selv om der i min journal, står beskrevet min mor udviste manglende empatiforståelse. Så har jeg minder af omsorg fra min mor. Jeg har også modsat, men jeg er ikke i tvivl om hun elskede mig..Hun kunne bare ikke rumme, at være mor og det ansvar, der fulgte med. Også havde hun fået et barn med udfordringer...samtidig med hun selv havde udfordringer. Min mor havde ikke bare udfordringer. Hun var handicappet.
Jeg er ikke opvokset med ubetinget kærlighed som min datter oplever fra hendes far og mig, men jeg har mødt mange omsorgsfulde mennesker i mit liv. Og åbenbart flere end jeg var klar over:) I papirerne er der også skrevet om positive observationer omkring min mor og min relation. Hun var ikke uden evner, men hun havde empatiforstyrrelse. Diagnosen betyder ikke så meget mere for mig og måske gør den, kan ikke lige blive klog på mig selv. Princippet at have guu på mine papir synes jeg er noget rod. En GUU - diagnose hvad er egenlig det udover et klassifikation. Jeg er autistisk, og min selvforståelse ligger i, at kunne se meningen og meningen finder jeg ikke i en klassifikation som GUU. GUU er jo egenlig bare diagnose " venteværelset for den rigtige".GUU er måske et spørgsmål om, at man er blevet ringere til, at udrede, at de professionelle mangler dybde i hvad autisme og et autistisk sind udgør. Og hvordan man skaber rummet til, at lade et autistisk menneske på sine betingelser få lov, at træde frem. Jeg fik ikke rummet. Men med tiden har jeg selv skabt mig det. Et rum hvor jeg i fred og ro har kunne få lov, at sætte tingene i system og med tiden se sammenhænget. Og jeg ved godt, at der i papierne står autisme fra bispebjerg og det er næppe indenfor rammen af hvad GUU repræsenterer. Men kernesymptomer indenfor autismespektraet kan reduceres. Og man vil inddele autisme i forholdet til let støtte, moderat og meget støtte. Betyder det, at autistiske mennesker skal have revurderet deres diagnose løbende gennem livet...? Der er dog så meget andet, der udgør en autistisk hjerne end "afvigelser" "forstyrrelser".
Men jeg kommer ikke udenom, at hvis man ikke havde været så tidlig ude med støtte til mig og min mor, så havde situation været anderledes for mig og mit liv. Jeg havde brug for professionel støtte, da jeg var barn. Jeg er den eneste, der i min familie af den nærmeste fra min mors side, der er opvokset udenfor hjemmet og hvor professionelle har haft indflydelse. Og det er klart en medfaktor til, at jeg idag kan agere som mor for mit barn uden professionel hjælp og støtte. Det er klart en medvirkende årsag til, at mit barn har et højt selvværd. Det er også heldigt, at jeg fik min datter i en lidt senere alder og ikke som hel ung. Nu bliver jeg 44 år snart. Og jeg har først samlet billedet af mig selv fra min barndom til nu, sammenhænget. Der er mange følelser, men når alt kommer til stykket, så har jeg ikke noget dårlig liv nu, Men jeg har et liv med udfordringer. 
Men jeg har fået muligheden for, at gør livet nemmere for min datter. Og det er ikke en mulighed jeg har tænkt mig, at smide væk.
Og en mindre detalje, så var jeg ikke så kravafvisende, som jeg gik og troet. I hverfaldet ikke på institionen Frederiksholmen i Sydhavnen, men det blev jeg på T.B.U.P. De papir har jeg ikke fra den periode, men dengang var jeg til mange samtaler hos Niels Larsen, der omhandlede min kravafvisende adfærd. Ikke alting er som man umiddelbart går og tror, når man først går i dybden med tingene.