År 2018

Nu er det nye år startet, år 2018. Jeg har skrevet en del og slettet en del igen på min hjemmeside. Jeg har været inde på min barndom der har været præget af trauma og omsorgssvigt. At jeg boede på børnehjem m.m. i min barndom og ungdom betød, at jeg var træt af systemet, da jeg blev 18 år. Og da jeg blev 18 år, så kom jeg  heldigvis væk fra systemet. Jeg har gået på 14 folkeskoler og kunne ikke skrive eller regne, da jeg som 19 år besluttede, at jeg vil have en uddannelse. Det tog mig år, at gennemføre en fuld HF. Og teenager årene, hvor man i år 1991 på ungdomspensionen (hvor jeg boede) havde spottet, at jeg havde autisme. Ork hvis man havde den viden om autisme dengang som man har nu, så havde jeg fået diagnosen, da jeg gik i vuggestue… Dengang troede man bare, at jeg havde nedsat hørelse… Og man blev rigtig bekymret da dræn i ørerne ikke rigtig hjalp… men efter gentagende indlæggelser og undersøgelser fandt man ikke noget. Nej dengang på pensionen nåede jeg heller ikke, at få diagnosen for jeg nåede, at komme væk i tide fra behandlingssystemet. Et behandlingssystem, der skabte ”uværdige rammer” for børn og unge. Jeg har dog en oplevelse af, at de tilsidst var klar over det.  Jeg gik aldrig helt under radaren. Det var bare en anden tid. Forstanderen kommenteret, at jeg var stærk visual tænkende, konkrettænkende, højt begavet, asocial udover det normale og urokkelig når der blev stillet krav ( Det sidste var alle dog klar over under mine ophold på børnehjem og ungdomspension).  Vedr. Ordet asociale, så var det forstanderens beskrivelse
af mig. Der lå ingen profil på autisktiske piger og kvinder dengang. Og asocial er nok ikke det rigtige ord med den vide man har idag om autistiske mennesker både mænd og kvinder.
Jeg var social, men ikke indenfor institutionens rammer, men udenfor den. Jeg udviklede mig ikke som andre ”normale” unge. Det var først, da jeg var 16 år, at de indså min adfærd nok ikke heller skyldtes, at jeg var doven. det hørte jeg ellers en del for. Nej jeg har ikke GUU. Det står der i min epikrise fra psykiateren. Jeg modarbejdede ubevidst min udredningsproces. Psykiateren var  ikke særlig tillidskabende og jeg var ikke klar til svarene. I min epikrise står der blandt andet jeg er ekstrem detaljeorienteret. Nogle af de ande sessioner fortalte hun mig, at jeg intellektualiserede ting og var analytisk...Og jeg var ikke ligefrem intuitiv. Det har hun ret i. Men en diagnose er en proces. Der skal en kobling på, en selvforståelse hos den, der bliver udredt. I så fald den ikke bliver givet uden et vis forarbejde, så kan det udløse i en krise, en svær identitetskrise hos et mennesket. Jeg skrev psykiaterens navn på denne side og har slettet det nu. Hun brugte ordet autisme i den første session. Der var ingengang gået en halv time. Du skal kigge over i autismespektraet. Jeg var slet ikke klar til, at modtage den besked. Jeg røg direkte ud i krise, fordi jeg lod mig udrede på min datters vegne. Jeg tænker, at jeg får en scanning af min hjerne. Jeg kunne godt tænke mig en bedre selvforståelse af min visuelle tænkning. Jeg er lidt inspireret af temple Grandin, der har fået scannet sin hjerne. Jeg har også hørt, at man kan få scannet hjerne for biomakør for autisme i hjernen. Den har jeg tænkt mig, at prøve.Men en solid og professionel udredning for asperger skal også på plads.

De sidste to år fra 2016 faldt alt fra hinanden. Efter tre år på mit sidste job var jeg så udfordret af stress med alt det der skete i olivias og mit liv, at jeg sagde min stilling op. Jeg havde brug for en pause. Og jeg har haft min tvivl om, at jeg vil kunne komme oven på igen… Jeg har prøvet meget i mit liv, men de sidste to år har været den største udfordringer i mit liv. Presset føltes på et tidspunkt for stort til, at jeg tvivlede på om, at jeg kunne komme til, at trække vejret igen…
Jeg har sendt jobansøgning afsted, vil gerne tilbage til sygeplejen ( opdatering: Fik jobbet:) ). Jeg vil gerne tilbage til den struktur som jeg havde før jeg trådte ind på Psykiaterens kontor i 2016. Det var den dag min verden faldt sammen og alting gik i stykker. Næsten alting… for mit hjerte, min datter hun var på vej til, at få det bedre ( Se afsnittet diskrimination).
Jeg har altid levet efter planer. Jeg har altid haft en plan A, en plan B m.m. Planer hvor deres mål jeg har stræbet efter. Men her de sidste halvandet år har der ikke rigtig været planer... jo nogle men ikke som førhen... Olivia har haft det godt i de to år. Men jeg selv har følt mig tom, modløs og bange for, at jeg var i vejen for Olivia. Folk ved det over på skolen ( tavshedspligt ”en by i Rusland ”), og der har været få forældre, der har taget afstand fra legeaftaler med min datter og deres børn… Selv om ungerne står og plager inderligt om en legeaftale sammen... Jeg har tænkt måske vil hun være bedre uden en mor som mig.
Men der er jeg ikke nu. For tre uger siden dukkede planerne omkring nogle ønsker op i mit hovedet, ikke bare tanker, men planer! Det kom fordi jeg sad og så på min datter. Vi sad og snakke om nogle ting hun gerne ville. Ting jeg havde lovet hende. Men jeg ikke har fået gjort noget ved… Også slog det mig, at de løfter jeg havde givet, var jo langt fra urealistiske at efterleve. Jeg har lovet hende Harry Potter studios i London, Disney World Orlando og at vi skal se Kina. Afsted røg ansøgning til job. Jeg søger tilbage til sygeplejent nu, ikke fordi jeg skal bygge videre med karriere eller andet i den stil, men fordi jeg skal have min gamle struktur tilbage. Jeg har behov for den, men det bliver under andre betingelser...  Jeg kommer til, at arbejde med, at begrænse mig selv. Er glad for mit virke som sygeplejerske, men det er også vigtigt, at have en god balance mellem privatlivet og job. Ikke mere efteruddannelse m.m. En af mine planer er, at jeg vil tjene penge til, at vi skal ud og rejse😊 Jeg har købt billetter til London, kun for to dage. At besøge Harry Potter Studio er ”pisse dyrt” ( har en svaghed for talemåder, og en tendens til bandeord - lidt for meget havnearbejder i sproget... men giv mig et digt fyldt med metafor og jeg forstår ikke en bjælke)… Vi tager afsted næste uge. Og Olivia glæder sig😊 Jeg glæder mig😊 
Og jo jeg er blevet kaldt til jobsamtale… Jeg har en ganske udmærket CV indenfor sygeplejen og referencer. Efteruddannelse og specialiststilling. Gennem tiden har jeg fået masser af positiv respons fra klienter, patienter og pårørende. Jeg kan sagens agere nærværende og lyttende i mit virke som sygeplejerske. Jeg har en del erfaring i, at systematisere adfærdsmønstre ( og imitere adfærd, men jeg er stadigvæk min egen. Jeg bliver berørt af andre menneskers følelser. Jeg har haft vanskeligheder som barn og ung i, at kunne afkode og aflæse folks følelser. Men det har jeg gennem tiden tillært mig selv. Jeg ser scener med folks reaktionsmønstre og så sætter jeg det sammen med den situation jeg står i.
I visse situationer er en spade ikke altid en spade, men ofte overfor mine kollegaer er det... Vil der komme udfordringer med min kommunikation og kollegaer. ja da, højt sandsynligt, men det plejer, at gå alligevelet.  En af mine gamle kollega havde engang sagt grinede til tidligere chef, at man kunne sige meget om mig, men jeg havde godt nok lært hende, at være struktureret. I øvrigt fik jeg både chokolade, bluse, blomster og fine kort, da jeg holdte op. Og nogle ordenlig krammer, hvilket ikke er mine favorit ting. Heller en high five:) Når jeg møder dem, hilser de og kommer hen for, at snakke ( Det er for mig faktisk svære nu fordi jeg plejede at kunne finde fælles ting fra jobbet). Ja jeg er anderledes, men jeg plejer, at blive accepteret.